2 tekniske sælgere til forsvars- og sikkerhedsindustrien

Vi oplever så stor efterspørgsel på vores innovative produkter indenfor Counter UAS / anti-drone systemer til beskyttelse af personer, køretøjer og installationer, at vi har brug for to erfarne tekniske salgsprofiler, der kan skabe nye og varetage eksisterende kunderelationer.

Dine opgaver og ansvarsområder

Som teknisk sælger kommer du til at spille en central rolle i virksomheden og bliver ansvarlig for udvikling af egne kunder ud fra kendte muligheder, netværk, samt nye forespørgsler. Du vil være ansvarlig for salgsprocessen og, i samarbejde med ledelsen, få indflydelse på salgsstrategien.

Din arbejdsplads bliver med udgangspunkt i vores hovedkontor i Nørresundby, men da kunderne er fordelt over hele verden, må der forventes en del rejseaktivitet til kundemøder, demonstrationer, messer og konferencer. Dit primære rejseområde vil være Europa, sekundært Asien og resten af verdenen.

Vi sælger til offentlige, militære (B2G) og civile (B2B) kunder. Vi fungerer ofte som underleverandør hos store systemintegratorer og serviceleverandører. Vores salg genereres primært via direkte kommunikation med slutbrugeren og involvering af et højt niveau af teknisk ekspertise gennem tests og demonstrationer, og som teknisk sælger er det din opgave at udvikle de mange muligheder og konvertere dem til ordrer.

Vi har brug for dine kvalifikationer til at hjælpe os med at beskytte dem, der beskytter os!

Dine opgaver omfatter blandt andet:

  • Key Account Management
  • Opsøgende salg og salgsopfølgning
  • Udarbejdelse af salgsmateriale
  • Budgetlægning og forecasting
  • Deltagelse i offentlige udbudssager

Dine personlige kvalifikationer

Du er en erfaren sælger og det er en forudsætning, at du har erfaring med B2B og/eller B2G salgsprocesser.

Du besidder teknisk indsigt og nysgerrighed. Du har gode evner til at vurdere sammenhænge og muligheder, og du er i stand til, i samarbejde med et hold specialister, at vurdere det salgsmæssige potentiale.

Vi ser gerne, at du har solid erfaring med forsvars- og sikkerhedsindustrien og har et etableret netværk, som du kan trække på.

Det er væsentligt, at du har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner på dansk og engelsk på forhandlingsniveau. Jobbet kræver at du har gennemslagskraft, er tillidsskabende og har gode forhandlingsevner.

Som person ser vi gerne, at du besidder følgende karaktertræk:

  • Du er en god menneskekender og kan sætte dig ind i kundernes behov.
  • Du har en positiv indstilling til hverdagens udfordringer og ser muligheder fremfor begrænsninger.
  • Du kan sikkerhedsgodkendes og er vant til at behandle fortrolige oplysninger på rette vis.
  • Du trives i et uhøjtideligt miljø, hvor der er kort fra tanke til handling.
  • Du er en team-player, der naturligt indgår i vores daglige arbejde med salg, udvikling og produktion.
  • Du er resultatorienteret, vedholdende og slipper først opgaven, når den er godt afsluttet.
  • Du arbejder selvstændigt med overblik og har en systematisk og analytisk tilgang til opgaverne.
  • Du formår at kommunikere med og involvere samarbejdspartnere på forskellige niveauer.

Om MyDefence Communication ApS

MyDefence Communication ApS arbejder med forskning og produktudvikling til den internationale forsvars- og sikkerhedsindustri med fokus på innovativ trådløs kommunikation og avanceret signalanalyse. MyDefence har udviklet en banebrydende energieffektiv trådløs platform, som er omdrejningspunktet for udviklingen af fremtidens anti-drone systemer.

I tæt samarbejde med universiteter og andre virksomheder indenfor branchen, er vi i stand til at imødekomme kundernes krav om høj kvalitet i innovative produkter til gavn for sikkerheden og den taktiske frihed for sikkerhedspersonale og udsendte soldater i verdens brændpunkter.

MyDefence tilbyder en spændende arbejdsplads med rum til fordybelse og plads til at udfolde sin kreativitet i en dynamisk hverdag. Vi er en ung, frisk og særdeles innovativ virksomhed med fokus på en optimal sammenhæng imellem forskning, produktudvikling og salg.

Ansøgning og kontakt

Kan du genkende dig selv i ovenstående, er du måske lige netop den person, vi leder efter! Send dit CV, din motiverede ansøgning og relevante bilag til: job@mydefence.dk

Din henvendelse behandles naturligvis fortroligt.

Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte os på telefon 3161 1143 og job@mydefence.dk.

  • Tiltrædelse: Løbende
  • Arbejdstid: Fuld tid
  • Arbejdssted: Nørresundby
  • Yderligere oplysninger på tlf: 3161 1143
  • Hjemmeside: mydefence.dk